Hvorfor gå en Camino, eller et stykke af den?

Ja, hvorfor pakke rygsækken og rejse til sydeuropa og sætte den ene fod foran den anden?
Der kan være mange ting som kalder på dig, men lyt tilkroppen som kalder på noget. For mig var det noget jeg aldrig, som i aldrig, kunne finde på. To sæt tøj, og så bare gå, -Ne, nej, det var jeg ikke interesseret i.
Men så var der alligevel noget der kaldte på min opmærksomhed. Jeg nævnte det for min mand at jeg godt kunne tænke mig at gå Caminoen, det var før jeg vidste at der var flere og hvor lang den var, men det ville Carlo slet ikke. Så var det så i 2015 at vi skulle beslutte hvor vi ville på ferie, i to uger, vi ville ikke flyve for langt, og Carlo ville gerne til Pyrenæerne.
-Ok go´ide.
-Ja men så kunne vi også gå et stykke af Caminoen?
Og det var da en kanon ide han kom med der, haha.
Men jeg var skeptisk, i foråret havde jeg fået konstateret at to nerver sad i klemme i rygradens bindevæv, det gjorde ondt da jeg gik, så det blev kun til nogle få km. Men jeg var heldig at ha en reumatolog som opfordrede mig til mere yoga, og at bevæge mig mere gerne gå, yogaen er en måde at styrke og smidiggøre bindevævet, og så fik jeg en blokade så jeg kunne komme igang med træning. Og jeg købte et par gode vandrer støvle og begyndte at gå. Før kørte jeg bil på arbejde, nu gik jeg. Og jeg gik alt det jeg kunne, og så lavede jeg en plan over vores tur, i et excel ark, sådan rigtigt struktureret med km antal og steder at bo som jeg bookede i forvejen. Jeg bookede taxi i Biarritz som skulle transportere os til Saint-Jean-Pied-de-Port. Jeg bookede også transport af vores bagage. Jeg er ekspert i logistik så det var helt tilrettelagt. Jeg havde et andet problem og det var at bære noget på ryggen, den første rygsæk jeg la ud med var en 6L rygsæk, mest til at transportere vand og regntøj i. Men ryggen blev også stærkere så jeg endte med at ha en 22L dagsrygsæk med. Vi skulle gå 285 km, Saint-Jean-Pied-de-Port til Burgos. Vi havde en start dato og en slutdato, 12 dage at vandre i. Det var en test tur, for jeg vidste godt at jeg skulle gå hele vejen til Santiago uden egentlig at vide hvorfor, der var noget der kaldte.
Så jeg gik fordi noget kaldte, jeg kalder det for spiritualitet når noget er større end os og vores begrænsende tanker, for havde jeg lyttet til dem var jeg aldrig kommet afsted. Det var en test tur og en meget planlagt tur, min indre stemme, du ved den der som siger -jeg har ingen indre stemme, som fortæller mig at -der ikke er plads til mig, så derfor havde jeg planlagt og booket det hele i forvejen, så jeg var sikker på plads. Vi gik i september, efterår og vin på markerne, stadigvæk varmt, nogle få timers regn en morgen. Nogle dage var turen for lang, men vi klarede den, det er en af problematikken når det hele er planlagt ned i mindste detalje. Jeg tror at dørren til at slække på kontrollen åbnede sig en smule her.